indskrivning på Venteliste

Elever optages i den rækkefølge, de er opført på skolens venteliste – dog under hensyntagen til, at skolen søger en balance mellem antallet af piger og drenge i klasserne, ligesom børn med søskende på skolen har fortrinsret.
Ved optagelse i 0. klasse, tages der ligeledes højde for børn, der har fået udskudt skolestarten og evt. omgængere.
Skoleledelsen kan afvise at optage et barn, hvis det vurderes, at barnets adfærd og personlighed ikke passer i klassen eller til skolen, eller hvis der er faglige, fysiske eller psykiske problemer, som skolen ikke er gearet til at klare.
Får man tilbudt en plads, men takker nej slettes barnet fra ventelisten – alternativt mistes ancienniteten.
Ventelisten
Prioritering af optagelse
Optagelse af nye elever
Alle elever, der søger optagelse til ledige pladser på Præstø Privatskole, kommer sammen med deres forældre til en optagelsessamtale med skolelederen og klassens lærer/lærere.
Ved denne samtale drøftes elevens situation og bevæggrunde til at søge netop Præstø Privatskole, samt elevens personlighed, faglighed og adfærd. Ikke kun eleven skal beslutte, om denne vil Præstø Privatskole. Forældrene skal også ville skolen, ligesom skolen omvendt ønsker at være sikker på, at eleven passer til skolen og til den pågældende klasse.
Derfor gives under samtalen en grundig information om Præstø Privatskole, om skolens værdigrundlag, forventninger til elevadfærd, høje faglige niveau, krav om fagligt og socialt engagement m.m., ligesom de gensidige voksenforventninger afdækkes.
Det er vigtigt for elevens og klassens trivsel, at valget af Præstø Privatskole er truffet på det rigtige grundlag.
I efteråret før barnet skal starte i 0. klasse inviteres de første 24 ud fra ventelisten til et fælles informationsmøde samt individuelle optagelsessamtaler som beskrevet ovenfor. Herefter dannes klassen, bestående af 20 børn, der starter i førskole primo maj og som i perioden frem til skolestarten i august betegnes ’Maj-børn’.
Ansøgning til optagelse på Præstø Privatskole
Når man som forældre ønsker sit barn optaget på Præstø Privatskole udfyldes ansøgningsskemaet.
Samtidig indbetales der et indskrivningsgebyr på 1000 kr. til skolens konto: 6140 4152532 (Møns Bank).
Når begge dele er modtaget, sender vi en bekræftelse på, at barnet er opført på ventelisten.
Vi anbefaler, at indmeldelse sker i så god tid som muligt, da vi har ventelister af varierende længde på alle årgange (nuværende som kommende).
Det er forældrene til det indskrevne barns ansvar, at e-mailadresser og telefonnumre holdes ajourført, så skolen kan få kontakt til jer vedr. en evt. plads.
Vi ser frem til at modtage jeres ansøgning.
Tilmelding
Tak for din besked!
Vi svarer så hurtigt som muligt.
Mvh
Præstø Privatskole
Ups, der er sket en fejl. Prøv igen eller send en mail til kontor@prps.dk
"Jeg kan godt li' skolen, fordi lærerne er supersøde."
— ANDERS, 9 år















