Elevfravær
Elevens læring og trivsel
Eleven mister værdifuld undervisning ved at være for meget fraværende fra sin skole. Samtidig har det også stor betydning for både den enkelte elev og klassens sociale liv og trivsel, at elevfraværet begrænses mest muligt. Som led i det forebyggende arbejde registrerer skolen elevernes fravær. Der skelnes mellem lovligt og ulovligt fravær.
Lovligt fravær
Lovligt fravær er ved sygdom og andre særlige omstændigheder. Ferie betragtes som udgangspunkt ikke som en særlig omstændighed. For at et fravær kan betegnes og godkendes som lovligt, skal der gives besked om årsagen til fraværet, dvs. ·
Forældrene skal meddele via Forældreintra til klasselæreren og den første lærer, der har barnet den pågældende dag, at deres barn er sygt eller ikke kan komme i skole af andre årsager, som angives og begrundes. Besked skal gives senest kl. 8
Fritagelse op til to dage godkendes af klasselæreren. Ved fritagelse i mere end 2 dage skal tilladelsen gives af skolelederen. Skolelederen vurderer på baggrund af begrundelsen og i samråd med klasselæreren om fritagelsen kan godkendes. Klasselæreren har ansvaret for at meddele fraværet til klassens øvrige lærere. Forældrene skal ansøge om fritagelse med mindst en uges varsel.
Ifm. fraværet forpligter eleven/forældrene sig til at holde sig ajour med undervisning og lektier via Elev- og ForældreIntra. Forældrene påtager sig ansvaret for elevens læring i perioden.
Ulovligt fravær
Alt fravær, som skolen ikke har fået meddelelse om, registreres som ulovligt fravær. Ved ulovligt fravær kontaktes forældrene af klasselæreren.
Fraværsprocent
En opdatering af fravær er et fast element ved de to forældresamtaler i løbet af skoleåret. Klasselæreren udskriver fraværsstamkort og udleverer dette til forældrene til samtalen.
Hvis det samlede ulovlige fravær er 5%, eller det lovlige fravær overstiger 10% eller mere, orienterer klasselæreren hjemmet omkring fraværets omfang.
Om fraværet er bekymrende beror på en konkret vurdering som foretages af klasseteamet. Ved bekymrende fravær kontakter klasselæreren hjemmet for at kortlægge årsagen til fraværet og sammen med forældrene iværksætte en handleplan for nedbringelse af fraværet.
Hvis fraværsmønsteret ikke ændres på trods af et tæt og opfølgende forældresamarbejde, underrettes Vordingborg Kommunes Børn- og Familieafdeling. Selv om der tages skridt til en underretning, fortsætter skolen med den iværksatte handleplan for eleven.
I yderste konsekvens kan en elevs høje fravær medføre, at Præstø Privatskole ikke kan tage ansvar for elevens fortsatte skolegang og dermed udmelde eleven.















